klik her for at komme til forsiden

Forsiden

Nyheder

Om klubben

Fiskevand

Fangstrapport

Dagkort

Beretninger
Fortæl fra vores vand
Fortæl fra andre vande

Gode links

Kontakt




Fortæl fra vores vand

Del dine oplevelser ved vores fiskevande med vores læsere 

Send en mail med vedhæftet billede til: beretning@hugget.dk



Fantastisk ørred i Omme Å:

Jørgen Bækgaard har sendt dette billede af ørreden


Bevæbnet med de obligatoriske smurte rundstykker og en basse kørte vi sydpå i flot efterårsvejr tirsdag d. 19. Oktober. Min gode fiskekammerat Jørgen Tofte havde glemt sit fotografiapparat og mente at det måtte være sikre tegn på at jeg ville fange fisk i dag. Det viste sig at komme til at passe.

Kort efter starten fik jeg en fin bækørred på fluen. Fisken var over mål og den kom for en gangs skyld i posen. Nu var jeg sikker på at den flue jeg gik med kunne fange fisk og det betyder at jeg troede på dens egenskaber. Ved 12 tiden sad vi på brinken og nød en enkelt Newcastle brown ale, vejret var pragtfuldt og vi talte om at da vi sad her for en måneds tid siden, så vi en bovbølge fra en stor ørred krydse åen lige overfor hvor vi sad.

Jeg fiskede videre og da pludselig 50 m. derfra tog en stor ørred fluen og med et tungt træk i linen gik den ned til bunden. Jeg tænkte så for hulen det er en stor krabat, gad vist om knuden eller forfanget holder. I det samme sprang ørreden over vandet og jeg så at det bestemt var en fin fisk.
I det samme hældte en eller anden nogle tons vand ned over os men det opdagede jeg først bagefter. Det var virkelig en fin fight inden Jørgen fik nettet under den. Hjertet sad helt oppe i halsen og adrenalinet pumpede og jeg tror nok at jeg opførte en lille krigsdans.

Ørreden vejede 1,8 kg. Og var en 55 cm lang fin bækørred fanget på en stankelbensagtig flue med guldhoved og gummiben kl. 12.45 d. 19. Okt. 2010.

Jørgen Bækgaard

----------------------------------------------------


Regnbueørred

fangstrapport

Her er en fin regnbueørred fanget i Holtum 9-5-2009 kl. 11. 58 cm. 2,5 kg

Fangstdato: 09-05-09
Medlemstype: Medlem
Længde: 58 cm.
Vægt: 2500 gr.
Sted: Holtum
Agn: Vides ikke

Indberettet af: Vides ikke

----------------------------------------------------

Havørred

Fangstrapport

Fanget i Karup å 74,5 cm og 6,5 kg renset flot fisk.

Fangstdato:  15-03-09
Medlemstype:  Medlem
Længde:  74,5 cm.
Vægt:  6500 gr.
Sted:  Karup
Agn:  Vides ikke

Indberettet af: Vides ikke

----------------------------------------------------

Omme Å – vildt i oktobersol

Torben har sendt dette billede fra hans fortælling "Omme Å - vildt i oktobersol"



Trods mange gode fortsætter skulle der gå helt fra påske til den anden weekend i oktober, inden Victor og jeg atter besøgte vort dejlige fiskevand ved Blåhøj.

Lørdagen havde udmærket sig vejrmæssigt, men da et par af børnene skulle spille fodboldkamp, og Victor skulle prøve fiskeriet i Gudenåen, blev det først søndag, vi kom afsted.

Egentlig opstod ideen om en fisketur sådan ret spontant, men sådan er det vel oftest. Jeg havde først tænkt mig, at jeg ville vise Victor et dejligt stykke ved Filskov, som Århus Lystfisker Forening råder over, men vi kunne ikke nå at få fat i et gæstekort med så kort varsel. Det må vente til en anden gang.

Vi kørte fra Silkeborg i 5 graders varme og tæt tåge og med en tyrkertro på, at vejret nok skulle arte sig. Og der fik vi sandelig ret. Vi startede vanen tro oppe på Fiskerivej på det øverste stykke. Limousinekvæget var der stadig. Godt nok ikke helt så kåde som sidst, men stadig betænkelig tæt på åen. Åen så virkelig lovende ud, vandstanden god og vandet meget rent. Et par forsigtige stød til Rapalaen, men ingen fisk på land. Victor badede trofast sin flue uden der skete ret meget. Der var jagt på den anden side, men jægerne virkede rimeligt ligeglade med os og de bekkasiner, vi skræmte op.

Efter at have fisket så tæt på kvæget – ja, der var også en tyr af betragtelig størrelse – som vi fandt forsvarligt, kørte vi ned og parkerede ved broen på Marinebjergvej. Efter kaffe og smørkrans blev vi enige om, at Victor fiskede nedstrøms fra broen, og at jeg gik længere nedstrøms og startede på Århus Lystfisker Forenings stykke efter stemmeværket. Vejret var nu super, så det blev en varm spadseretur.

Efter at dambruget ved Møbjerg er blevet nedlagt, er kanalen sløjfet, åen uddybet og nu efter et par år meget attraktiv. Der er tæt og høj vegetation, og meget fod af kronvildt. Gummistøvleaftryk ser man derimod ikke mange af. Jeg havde i grunden tænkt mig at fiske lidt hurtigt nedover, da jeg også ville prøve ØKF’s nederste stykke, men selv om jeg kun ville fiske de bedste pladser, så så det så lovende ud, at der gik lidt mere tid, end jeg havde forestillet mig. Der var kontakt et par gange, men ikke noget, der ville med op.

Der var jagt i skovarealet på den anden side af åen. Skal man dømme efter antallet af affyrede skud, må de have drevet jagt på udsatte ænder eller fasaner. Ramte de med blot halvdelen af de afgivne skud, har der været op mod hundrede stykker vildt på paraden.

Midt i skudinfernoet fik jeg endelig et kontant hug, og så var der ellers fast fisk. Den snurrede rundt adskillige gange, så det var lidt svært at se, hvad det var for en fisk, men den var pænt tung. Efter at have kæmpet lidt med at få fangstnettet frem og slået ud, var fisken blevet noget roligere. Jeg gik lidt nedstrøms med den til et sted, hvor jeg kunne komme ned til åen, og så kom den ellers i nettet i en fart. Det var en smuk hun havørred på 54 cm. og knap 2 kilo. En dejlig bifangst under bækørredfiskeriet.

Kort efter kom jeg ud på ØKF’s stykke, og her veksler åen mellem det ene spændende sving og høl efter det andet. Pludselig kom der en råbuk springende i skrubbet på den anden side af åen, tydeligt skræmt af de mange skud. Den så mig slet ikke. Det var et fantastisk syn at se den springe i åen og svømme over på min side ikke 10 meter fra mig. Det skulle lige have været i sidste weekend, hvor jeg stod ved en anden å og ventede med mit haglgevær.

Et par mindre bækørreder kom også på land, men de fik hurtigt deres frihed igen. Årets absolut sidste sommerfugl, en admiral, flagrede forbi. Det var efterhånden tid til at komme tilbage til bilen og frokosten, og det blev en lang og varm tur.

Da jeg kom ud på Marinebjergvej kunne jeg se, at der også havde været jagt på engen nedstrøms broen. Der kom en firehjulstrækker med en anhænger med bænke til jægere ud fra engen. Ved siden af føreren sad en grønklædt jæger med en riffel og på anhængeren lå et dødt rådyr. Det syn mindede mig på en eller anden måde om den scene i ”Midt om Natten”, hvor rockerne kommer i deres overskårne folkevognsrugbrød for at rydde ”Haveje”. Victor havde klogeligt udøvet noget nær stationært fluefiskeri midt i såten indtil det var slut.

Vi sluttede med en velfortjent frokost i bagende sol ved den å, der har givet så mange gode oplevelser.

Torben Krath

----------------------------------------------------



Omme Å - Vildt i påsken

Lørdag i påsken drog min gode ven Victor og jeg en tur til Blåhøj stykket. Der så ud til at blive en vejrmæssigt lidt bedre påskedag, end vi hidtil havde set, så forventningerne var store.

Da vi havde krydset åen ad Marinebjergvej, passerede der i god ro og orden 6 krondyr over vejen. De var ikke mere end 150 meter fra bilen, så vi holdt ind til siden for at nyde det fortsat sjældne syn. Krondyrene stoppede op, da de nåede et læhegn, men lod sig ikke distrahere af vores tilstedeværelse. Mens førerhinden sikrede, at alt var som det skulle være på den anden side af læhegnet, ventede de andre 5, og da alt åbenbart var, som det skulle være, gik dyrene videre gennem læhegnet.

Vi fortsatte om på Fiskerivej for at starte på den øverste del af stykket. Desværre for os havde gårdejeren, vi lejer vandet af, lukket en større flok forårskåde limousine kvier ud, og de var absolut meget mere interesserede i os, end vi var i dem. Vi blev hurtigt enige om, at det næppe lod sig gøre at få ret meget fornuftigt fiskeri ud af det med dem i hælene. Vi kørte derfor tilbage til Marinebjergvej, hvor vi parkerede ved åen.

Åen var meget brun, og der var rigeligt med vand, men det kunne ikke fjerne spændingen fra årets først fisketur. Victor satte en lille fluewobler på, og startede ved broen, mens jeg med en Rapala for enden af linen gik ned midt på stykket, så vi begge havde ”jomfruelig” å foran os. Fisk så vi ikke noget til, og selv om vi så et solstrejf i ny og næ, så blæste det mere og mere op, og solen forsvandt. Med den forsvandt også den smule varme, vi havde håbet på. Kort før stemmeværket var der tydelig fod af krondyr nede ved åen, men bortset fra et par ænder, der fløj rundt, så var der intet liv.

Vi besluttede derefter, at vi godt kunne vente lidt med frokosten, og blev enige om at spadsere op til det øverste stykke. Måske kunne vi undgå kvierne, når vi kom fra den anden side. Og vinden? Ja, den var ikke blevet mindre stærk, men det er ofte en fordel ved Omme å med lidt blæst, så krusningerne i overfladen skjuler os bedre. Jeg skiftede til en større, synkende, todelt ambulancefarvet Rapala, og havde hurtigt en ”beholder” med helt ind under stangspidsen. Bide ville den dog ikke. Vi så også en del fiskehejrer, der ikke havde mere held med det end os. Pludseligt var der liv i græsset ikke 10 meter foran mig helt nede ved åen, og en flot rød ræv fik vældig travlt. Sjovt at se, hvordan den selv under flugten forsøgte at finde skjul i terrænet. Da jeg kom ned til det sted, hvor Victor var startet, gik jeg tilbage til den ”beholder”, der ikke i første omgang havde været tilstrækkeligt interesseret, men heller ikke en lille opstrøms fisket spinner, kunne lokke den frem. Og kvierne? De holdt sig heldigvis helt oppe ved gården.

Vi gik tilbage til bilen, og blev enige om, at vi havde fisket tilstrækkeligt. Vi havde trukket frokosten en del, men besluttede alligevel, at vi godt kunne lægge vejen forbi handicapstykket ved Harrild Vandmølle. Ind i bilen, op over Brande og så blev det endelig tid til den velfortjente madpakke. Der er et bord- og bænksæt lige ved parkeringen, og der indtog vi maden med ryggen til vinden. Da den værste sult var stillet gik vi en tur opstrøms mod det gamle stemmeværk. Åen ser virkelig fin ud, og til forskel fra mange andre steder ved Holtum Å, så var der fast grund under fødderne helt ud til vandet. Vi så et par gule vipstjerter og kronede dagen med at se en isfugl. Utroligt som den lille fugl lyser op i landskabet. Fantastisk at en fugl med den farvepragt kan overleve i naturen.

Store rekordfisk blev det ikke til, men vi havde en fantastisk dag fyldt med indtryk, der varsler nye oplevelser med fiskestangen i det forår, der forhåbentligt nu står lige for døren. Selv uden fangst kan man efter sådan en dag glæde sig, og også undre sig over, at man kan være helt alene ved åen. Men tak for det - det er jo netop charmen ved dette fiskeri. Lad blot de størrelseshungrende petribrødre flokkes ved Skjern Å …

Venlig hilsen

Torben Krath

----------------------------------------------------


Holtum Å

Kære Ernst. Selv tak! Det var dejligt at læse et indlæg fra en medfisker som jeg umiddelbart følte have den samme glæde ved og indstilling til fiskeriet som jeg selv har.

Holtum Å og ådal, jeg kan kun være enig! Det er et dejligt vandløb, en helt speciel smal og smuk ådal med et rigt og inspirerende dyreliv. Og hvor er det godt at der bliver græsset.

Jeg tror ikke du skal tilskrive Uffes indlæg om regnbuerne mere, end at det er en opfordring til medlemmerne om at komme ud til åen og få en god oplevelse. Og det er der jo ikke noget galt i, slet ikke hvis det betyder at regnbuerne hurtigt bliver opfisket. Jeg tror også at Ørredklubben er tro mod sin målsætning, at det rent faktisk er en forening af lystfiskere der nyder ørredfiskeriet og kender betingelserne for dette.

Dine overvejelser omkring medlemmernes rolle som observatører kan jeg godt se fornuft i, især hvis det bliver koordineret så kontakten til myndighederne altid går gennem bestyrelsen.

Min kommentar omkring dagkort var ment helt generelt. Vi - Ørredklubben – er tvunget til at sælge dagkort, det er et krav fra Skov- og Naturstyrelsen, hvis vand vi lejer. Og egentligt et krav jeg har sympati for. ”Almindelige” menneskers adgang til at fiske kan alt for hurtigt blive et problem. Det er et paradoks, at jo mere foreningernes frivillige gør for at forbedre miljøet og fiskebestandene i vandløbene, jo større er risikoen for, at foreningen mister fiskeretten til pengestærke konsortier.

Hvor effektivt er spindefiskeri? Sidste sommer var jeg inviteret en tur til Trend Å af en arbejdskollega. Han fiskede opstrøms med spinder, jeg fiskede med flue. Indrømmet, jeg burde nok have fisket lidt dybere men alligevel, det blev i forholdet 10:1 til kollegaen. Jeg fangede 2 havørreder.

Selv fisker jeg altid med små modhageløse kroge, når jeg fisker stalling/ørred. Om det er etisk korrekt at fiske med et fortsæt om at genudsætte stort set alle de fisk jeg fanger, hmm… Men jeg har trods alt muligheden for at gøre det uden at fiskene dør. Her tror jeg nok, at jeg ser den største forskel på fluefiskeri og andet fiskeri.

Håber at vi en gang må mødes ved åen!

Venligst

Jø.P.

Skribent:

Jørgen H. Poulsen

Sjællandsgade 52, 2.

8000 Århus C.


Oprettet: 11-08-2008 19:57:26

----------------------------------------------------

Holtum Å

Kære Jørgen

Tak for dit sobre indlæg omkring Holtum å, og argumenter for og imod opretholdelse af et rent selvproducerende bækørred fiskeri.

Jeg er enig i dine betragtninger om bækørredens skrøbelighed, hvorfor langt størsteparten af bækørreder, som jeg har fanget i Holtum, da også er sat tilbage i åen. Ja nogle stykker har jeg haft glæden af at fange flere gange, og en enkelt fangede jeg så ofte, at jeg til sidst følte et vist "familiebånd" mellem os.

Dine betragtninger omkring liberale erhvervs førsteret til at (mis)-bruge åen er efter min opfattelse ikke korrekt. Istedet skal vi nok snarere lede efter forklaringen et andet sted: Kontrol og bevisførelse. Det er uhyre vanskeligt for de offentlige myndigheder at gennemføre en effektiv kontrol og ikke mindst at fremskaffe tilstrækkelig dokumentation for eksempelvis et udslip af regnbueørreder.
Her kommer vi og vor forening vel ind i billedet, idet vi kan observere og rapportere til de rette myndigheder - I dette tilfælde Ikast kommunes miljøafdeling.

Du kan tro, at jeg nyder hver eneste af mine fisketure, og specielt de, der foregår i Holtum å! Det er en skøn å og en skøn ådal!

Derfor ærgrer det mig også, når medlemmer uden tanke for de eventuelle konsekvenser for åens selvproduktion, glæder sig over muligheden for at fange undslupne dambrugsfisk.

Vi skulle ,efter min opfattelse, hellere bede kommunen foretage elektrofiskning af strækningen for at få fjernet de ubudne gæster, inden de forårsager større skade på bøkørredproduktionen. Vel er det sjovt at fange fisk, og det er da nok også grunden til de flestes medlemsskab af klubben, men oplevelserne man får i et "naturligt" vandløb kan, efter min opfattelse, sagtens opveje tabet af et par regnbueørreder. Hvis ikke skal man måske overveje put and take fiskeri, som da iøvrigt også kan være en god oplevelse.

Salg af dagkort har vist ikke været den helt store indtægtskilde? Jeg har ihvertfald ikke mødt mange, men til gengæld har en del af dem desværre været spinnefiskere.

De fleste pakker sammen, når de gøres opmærksom på, at kun fluefiskeri er tilladt, men enkelte ignorerer én fuldstændigt og fortsætter ufortrødent fiskeriet.

Hvad gør man så?

Spinnefiskeriet benyttes iøvrigt også af ejer og gæster i sommerhuset overfor vores P-plads.

Spinnefiskeriet kan være særdeles udbytterigt har jeg observeret, og belaster måske dermed i en større grad end antallet af spinnefiskere umiddelbart kan give indtryk af.

Med venlig hilsen

Ernst

Skribent:

Ernst S. Hjorth

H.C.Andersensgade 6

8700 Horsens

Oprettet: 11-08-2008 10:57:27

----------------------------------------------------

Kommentar til indlæg af Ernst S. Hjorth, 07.08.2008

Kære Ernst.

Først vil jeg gerne takke for din positive vurdering af gydebankernes effekt i Holtum Å. Som initiativtager til udlægningen er det dejligt at høre dette fra en lystfisker der så stabilt fisker på vandet.

Efterfølgende vil jeg nævne, at jeg personligt har haft mange overvejelser omkring bækørredfiskeri:

Er det muligt at have et bækørredfiskeri på foreningsvande, især når der også sælges dagkort? Fisker vi dem ikke bare op i løbet af kort tid?

Har bækørredfiskeriet langt de fleste steder været en følge af udsætning af ”fangstklare” fisk?

Vil bækørrederne helt forsvinde, når vi snart får skabt fri passage op- som nedstrøms i vandløbene? Man må formode at ynglen stort set alle vælge at trække til havs mod bedre opvækstmuligheder.

Osv osv.

Jeg har ikke selv svar på spørgsmålene, men jeg ved at netop bækørredfiskeriet er et meget skrøbeligt fiskeri. En stor bækørred er gammel! Det kræver altså megen disciplin i foreningen – fiskene skal altid genudsættes – hvis der skal være store bækørreder på foreningens vande.

Nu er jeg naturligvis ganske godt tilfreds med gydebankerne, men de kan desværre ikke være årsag til store bækørreder i Holtum Å. Gydebankerne er ganske enkelt for nye til at ørreder produceret på disse endnu er store! Der imod lyder det dejligt med de mange på 15-25 cm, der sagtens kan være en følge af udlægningerne.

Regnbueørreder. Tja, hvad de betyder for bækørred-bestanden ved jeg ikke. Der siges meget, jeg har ikke personligt kendskab til faktuelle undersøgelser. Jeg har til gengæld en helt klar opfattelse af at regnbuernes tilstedeværelse i vores vandløb, er en følge af at naturen i Danmark fortsat kommer i anden række. I første række kommer de såkaldte ”liberale”-erhverv. Utidsvarende produktion, medicinrester og gylle i vandløbene mv., hvorfor?

Jeg tror på at vi skal være glade for de naturoplevelser vi får gennem vores hobby, at vi skal passe godt på naturen og stå sammen.

Og så skal vi naturligvis huske at prale og glædes når vi fanger en fisk!!

Med venlig hilsen

Jørgen H. Poulsen

Sjællandsgade 52, 2.

8000 Århus C.

Skribent:

Jørgen H. Poulsen

Sjællandsgade 52, 2.

8000 Århus C.

Oprettet: 08-08-2008 16:46:21

----------------------------------------------------

Regnbuer i Holtum

Gennem de sidste 5-6 år har jeg besøgt Holtum Å 2-3 gange om ugen gennem hele fiskesæsonen, og i år var det min mening at fortsætte i samme spor.

De udlagte gydebanker gav året efter udlægningen en negativ effekt på åen, men i 2006 og 2007 var Holtum sprængfyldt med bækørred smolt. Det var nærmest standard arbejde at afkroge de 15-25 cm store bækørreder, og genudsætte uden at tage dem ud af vandet. Samtidig steg antallet af store bækørreder, hvilket jo var grunden til mine mange besøg. Et par stallinger samt enkelte helt er det også blevet til, idet sidstnævnte dog kun er fanget i år.

Året 2008 har været radikalt anderledes grundet store mængder regnbueørreder. I sæsonens første måned landede jeg således 10 regnbueørreder på 46-48 cm og en vægt på 1,2 - 1,4 kg. Siden har jeg fanget yderligere en 4-5 stk. idet den største var på 2,3 kg og 56 cm.Det er jo vældig mange store fisk på én sæson, og så bør man vel være tilfreds med sit fiskeri og fiskevandet?

Svaret er desværre nej - for jeg har kun set ganske få bækørreder og har maksimalt fanget 10 smolt i år. 1 enkelt bækørred over mindstemålet er det blevet til, samt før nævnte stallinger og helt (under mindstemål).

Hvor de mange bækørreder henne?

Mon ikke regnbueørrederne er godt igang med at ødelægge Holtum å's egenproduktion af bækørreder? - det tror jeg.

Skribent:

Ernst S. Hjorth

H.C.Andersensgade 6

8700 Horsens

Oprettet: 07-08-2008 15:39:25

----------------------------------------------------

Regnbuer i Holtum



Jeg vil lige gøre vores medlemmer opmærksom på at der er gode fisk på vores vande.

Regnbueørreder undslupne fra dambrug fanget i Holtum på 48 og 44 cm.

Der er ingen undskyldninger mere, der er fisk på vores vand, god sommer til alle.

Uffe Kirkegaard

Skribent:

Uffe Kirkegaard

Oprettet: 15-06-2008 12:45:25

----------------------------------------------------

Havørrreder i Karup



Jeg vil lige gøre vores medlemmer opmærksom på at der er gode fisk på vores vande.

Havørreder fanget i Karup å.På 43 og 46 cm.

Der er ingen undskyldninger mere, der er fisk på vores vand, god sommer til alle.

Uffe Kirkegaard

Skribent:

Uffe Kirkegaard

Oprettet: 15-06-2008 12:44:43

----------------------------------------------------

Hunfisk retur

På en af de meget få ture til klubbens fiskevand i år,besøgte jeg sidst i september Holtum Å, (Skov og Naruestyrelsns stykke).

Hen under aften fik jeg et knaldhårdt hug på min "Lars Streamer", et mønster jeg har helt tilbage fra Fluebinderlauget i begyndelsen af 70-erne, og som altid har vist sig suverænt til bækørred.

Efter næsten 20 minutters fight grundet forfangstykkelsen (0,12) og nogle lavtvoksende buske i åbredden fik jeg endelig ført fisken til netkanten. Den afslørede sig som en hun-bækørred 66 cm lang og med en anslået vægt på mellem 3 og 4 kilo, tromletyk af rogn og med begyndende gydefarver.

Efter en lynhurtig fotografering (som ikke yder fisken blot en anelse retfærdighed og derfor ikke medsendes) slap jeg den hurtigst muligt tilbage i åen grundet den langvarige fight. Fisken var tydeligvis stresset af mælkesyre og efter 2-3 minutters kunstigt åndedræt gav den et pragtfukdt slag med halen , som gjorde mine briller umulige at se med, så jeg nærmere kun anede- end så- en kæmpebølge nedstøms i åen.

Nu er sæsonen slut, men jeg glæder mig og håber at gense fisken i det kommende år, hvis mit helbred tillader mig at komme afsted. Og ærligt - beretningen bringes først nu for at stykket ikke skulle blive så befærdet som E45 sidst på sæsonen.

Men vi ses til premieren.- Måske.......

Skribent:

Henrik Bach Nielsen

Herman Bangs Vej 32

8600 Silkeborg

Oprettet: 03-11-2006 00:07:49

----------------------------------------------------

Små laks i Holtum å.

Den anden aften havde jeg en rigtig dejlig oplevelse ved Holtum å ved Harrild.

Jeg havde først besøgt Omme å og Grindsted å, hvor der ikke var tegn til "liv". Ved Holtum å derimod var der liv overalt. Jeg så mange fisk, der tog insekter på overfladen og lige under overfladen. Jeg fik straks kontakt med flere fisk, som dog hurtigt slap min flue. Jeg fangede dog en smuk bækørred på omkring 25 til 30 cm, som blev genudsat.

Derefter fangede jeg flere små fisk, som lignede bækørreder, men ved nærmere eftertanke kunne det vel også være små laks. Der var virkelig mange små fisk at se, og jeg valgte at ophøre med mit fiskeri for ikke at komme til at fange og eventuelt beskadige de små fisk.

Er der nogen, der ved, om det kunne dreje sig om små laks?

På et cirka 50 meter langt stykke af åen så jeg vel optil 20 forskellige små fisk "ringe", så der var virkelig mange fisk.

Skribent:

Jørgen Jeppesen

Hostrups Have 34 st tv

1954 Frederiksberg

Oprettet: 02-07-2006 12:13:37

----------------------------------------------------

Tre dage ved Holtum Å



I flere år har vi tre med ægtefæller været på en årlig tur til en af de jyske åer, og det har været gode oplevelser i naturskønne omgivelser, fra Karup Å og Simested Å i nord over Gudenåen og Brande Å til Gels Å og Kongeåen i syd. Pigerne ser på de lokale attraktioner og vi mænd kæmper med stængerne ved åerne. Årets tur gik til Holtum Å efter mange samtaler og e-mails med Ørredklubben Fremad. Arrangøren af vores tur i år var Niels som efter en ekskursion til stedet bekræftede de gode anbefalinger og turen blev lagt medio maj 2006 med indkvartering tæt ved åen, på en idyllisk ferielejlighed i skovkanten på Hygildvej.

Efter indkvarteringen og indtagelsen af den medbragte madpakke drog vi med vores stænger og grej til åen lige ved ”Kartoffelkælderen”(P-plads, mødested og opholdsted). Der blev forsøgt med lidt forskelligt grej og der var da også ryk i snøren, og nogle undermålere måtte op på land inden de igen fik lov at komme tilbage i åen. Efter nogle timer på forskellige steder i området var jeg nu tilbage i nærheden af ”klubhuset”. Jeg havde nu kun min favorit fra fynske åer tilbage som var ubrugt, en hvid ¼ ounce (7 gram) stripper. Den fik lov at gå tværs nogle gange. Pludselig kunne jeg se at der var fisk efter den og lige som den passerede en sten i vandet, huggede fisken og efter en kort fejt kom en flot bækørred på land 50 cm. og 1400 gram. Det var dejligt at komme tilbage til de andre den aften.

Næste dag var aftalt møde med Uffe Kirkegård ved ” Kartoffelkælderen”, Uffe og tre andre fra klubben var i gang med pleje af brinkerne i området og ved spisetid ankom Uffe, vi nød en øl og talte lidt om stedet hvorpå han tændte op i grillen og stegte dejlige pølser med varme brød til os alle, vi nød solen og udsigten til åen og de græssende køer, lyden af fuglesang og gøgens kukken. Efter en dejlig snak med klubbens medlemmer tog Uffe os med til klubbens øvrige områder ved Holtum Å. Skov og naturstyrelsens område hvor der kun må fluefiskes og det flotte stykke for handicappede i det nedlagte dambrugsområde, ved den nedlagte mølle. Udsigten fra den gamle campingplads udover ådalen og Harrild hede i baggrunden overgår dog alt. Efter alle disse indtryk sagde vi farvel og tak til Uffe og greb til stængerne igen, alle områderne blev gennemfisket men gav kun småfisk som fik lov til at vokse sig større til vi kommer igen en anden gang.

Elo og Niels fra Ullerslev Lystfiskerklub

Poul Rasmussen, Morud Lystfiskerklub

Odense

Skribent:

Poul Rasmussen

Ternevej 28

5210 Odense NV

Oprettet: 19-05-2006 21:34:30