Formandens Favorit Fluer
Vores gode formand for Ørredklubben, Torben Krath fortæller her lidt om hans eget fiskeri og hvordan det hele begyndte. Samtidig ‘afsløres’ Formandens Favorit Fluer!
Torben Krath fortæller:
Jeg har fisket mange stallinger på tørflue, navnlig i Fjederholt å, men også Omme. I Fjederholt behøvede man kun to forskellige tørfluer, og slog stallingen ikke, kunne man alligevel lokke den frem med en af de to. Mange af de vestvendte jyske åer løber gennem landskaber med ringe jord og begrænset insekt liv. Derfor virker Terrestrial imitationer ofte godt, da en del af fiskenes føde er insekter, der blæser ud på vandoverfladen.
Cock-Y-Bondhu
Cock-y-bondhu altid god, ser nok lidt bille artig ud, og er dejlig nem at binde.
Krog: | Tiemco TMC 103BL #13 |
Tråd: | Sort |
Tip: | Flad guldtinsel |
Krop: | Påfuglherl, naturgrøn |
Hackle: | Cock-Y-Bondhu (Rødbrun med sorte spidser og midterstribe). Cock-Y-Bondhu hacklet kan være svært at opdrive, men i mangel kan et Furnace hackle anvendes. |
Bindebeskrivelse
Oprindeligt bindes Cock-Y-Bondhu på en tørfluekrog str. 14. Jeg (Finn Sommer/Webmaster) har valgt at gengive/binde fluen på Tiemco TMC 103BL #13. 103BL er for mig, en af de bedste modhageløse tørflue-/allround kroge som findes, men alle typer af tørfluekroge kan anvendes. Husk blot at krogen skal være uden modhage eller med nedklemt modhage hvis fluen skal bruges i vores vestjyske åer.
Tråden fæstnes og tørnes et lille stykke ned af krogbøjningen hvor der bindes et stykke flad guldtinsel ind og tørnes som en lille ‘tip’. 2-3 tørn er fint.
Kroppen laves af 5-6 strå naturgrøn påfuglherl som snoes sammen og tørnes op over krogskaftet til ca 3 mm. før krogøjet.
Et Cock-Y-Bondhu (eller Furnace) hackle udvælges hvor hackle fibrenes længde skal svare til godt 1 1/2 gange afstanden mellem kroggabet. Det vil sige, at er kroggabet 5 mm., så skal hackle fibrene (målt fra hacklestammen og til spidserne) være 7,5 mm. lange.
Hacklet tørnes 5-6 gange rundt. Afslut med et par halvstik og lidt lak.
Blue Dun
Den anden tørflue, der ikke er en imitation af et landinsekt men en døgnflue, er Blue Dun.
Krog: | Tiemco TMC 103BL #13-15 |
Tråd: | Sort eller Dun |
Hale: | Fibre fra Lt. Dun hane hackle, naturfarvet |
Krop: | Muldvarp, naturfarvet |
Hackle: | Lt. Dun hane hackle, naturfarvet |
Vinger: | Naturgrå andevingefjer |
Bindebeskrivelse
Blue Dun bindes helt klassisk som tørfluer.
Nogle fibre fra en Lt. Dun hane hacklefjer udgør halen som bør være ca. 2x kroppens længde, bindes ind. Mange vælger at binde vingerne ind nu inden resten af fluen. Vingerne, som i længde er ca. 2x kroppens længde bindes oprejst og deles let. Hacklet kan også fæstnes i penneposen nu.
Kroppen formes, let taperet, med dubbing fra naturgrå muldvarp. Hacklet tørnes, ca. 3 gange bag vingerne, og 3 gange foran vingerne.
Afslut med et par halvstik og lidt lak.
Sådan fisker du Cock-Y-Bondhu og Blue Dun
De to fluer fiskes lidt forskelligt fra hinanden.
Cock-Y-Bondhu er en imitation af en bille som lever i den høje vegetation langs åerne og som ofte ryger i vandet når det blæser. En bille som falder i vandet, som jo er et unaturligt element for et landlevende insekt, vil kæmpe for at komme fri af vandet og på land igen inden det ofte drukner. Denne ‘kamp for livet’ efterlignes med små nøk med linen som får fluen til at lave lidt uro og bevægelser. Det er meget ofte i dette sekund at fisken hugget på fluen og det ganske voldsomt til tider.
Modsat er Blue Dun en imitation af en døgnflue hvis naturlige element er vandet og her kan uro og bevægelse være en ulempe som gør ørreden eller stallingen mere skeptisk. Der findes dog ikke en regel uden undtagelse, men som udgangspunkt bør Blue Dun fiskes på traditionel vis i ‘dead-drift’.