16/4… premieren…en af de mærkedage der heldigvis er mange af som lystfisker og jæger.

I år var det endnu bedre, da jeg som ny indmeldt i Ørredklubben Fremad ikke bare skulle til premiere, men også havde muligheden for samtidig at fiske i nyt vand….så bliver det bare ikke meget bedre.

Valget faldt på foreningens stykke af Skjern å.

Var ved åen til solopgang, og vejret kunne ikke blive meget smukkere, solen skinnede igennem et let skydække og ingen vind.
Jeg satte en spinner på og startede længst nedstrøms. Ret hurtigt var en mindre bækørred efter spinneren, men forsvandt igen i dybet.
Så sandeligt et smukt stykke å jeg var kommet til, alt var lysegrønt, masser af rådyrspor langs bredden, og et hurtigt glimt af isfuglen.
Midtvejs på stykket kom overraskelsen, en flot blank laks på 60-65 cm sprang ud af vandet 30 meter opstrøms ! Så blev der ellers kastet præcist, og intet skete….og igen, men også uden resultat. Ny spinner og status quo, den havde absolut ingen planer om at se mit fangstnet indvendigt.
Gik udenom og prøvede nedstrøms, desværre med samme resultat.
Efter yderligere nogle minutters fiskeri måtte jeg se mig slået, og fortsatte fiskeriet til enden af stykket.
Morgenen bød ikke på fisk på land for mit vedkommende, men jeg kunne alligevel glæde mig over en fantastisk morgen i selskab med Skjern å.

Ud på eftermiddagen tog jeg en tur til Holtum å, hvor det lykkedes at fange et par fine bækørreder, men det er en helt anden historie.

Forfattet og fotograferet af Jesper Kjeldsen

Fra Holtum å
Webstedet anvender cookies til at give dig en bedre oplevelse af vores hjemmeside (funktionelle) og til at få en idé om hvilke sider du besøger (statistik).