Goddag og farvel……….

En god gammel dansktop sang som mange af jer nok kender, og sådan er det også her i klubben, noget går og noget kommer.
Vores gode lodsejer Mogens- som vi lejede det skønne stykke af Omme Å på Marinebjergvej af, døde desværre tidligere på året- og vi kondolerer med tabet af Mogens. Familien, som pludselig stod med en større ejendom ved Omme Å, har valgt at sælge den videre. For at sætte de kommende ejere fri til at gøre det de vil med deres nye ejendom, er vi helt naturligt blevet sagt op og det har vi selvfølgelig fuld forståelse for.

Vores skilte ved åen er fjernet, men efter aftale med Mogens søn Jesper må vi fiske der Maj måned ud- så det er lige om hjørnet. Hvis du tager en sidste tur, så kig godt og grundigt på kortet på hjemmesiden, som også snart bliver fjernet.

Vi arbejder som altid på at få mere skønt vand som vi kan færdes ved, både med fiskestang, men også med kaffekande, kikkert og kamera.
Vi skal nok lade jer det vide så snart vi har nyheder på den front og indtil da, så nyd alt det andet dejlige vand vi har.
Hvis der skulle være nogle af jer, som har kendskab til mulige lodsejere med spændende vandløb i det midtjyske bælte, så skal I endelig tage fat i os.

De bedste hilsner fra alle os i bestyrelsen

…….og husk så, at det er nu at vores store døgnfluer begynder og slutter deres liv og åens sultne fedtfinner er ekstra på stikkerne 😉

Webstedet anvender cookies til at give dig en bedre oplevelse af vores hjemmeside (funktionelle) og til at få en idé om hvilke sider du besøger (statistik).