Omme å

Julehilsen fra bestyrelsen

Kære medlem af Ørredklubben Fremad

Så er det igen ved at være juletid, og derfor også tid til fornyelse af dit medlemskab.

Vi har til sæsonen 2026 fået nyt fiskevand, idet vi har fået medfiskeret til Gentlemans-Fiskerne stykke på 550 meter å, der ligger i direkte forbindelse med vores Møbjerg stykke (opstrøms). Det giver os et fantastisk dejligt, langt stykke fiskevand ved Omme Å.

Omme å

Fra jeres indberetninger af fisketure har vi i bestyrelsen kunnet danne os et overblik over, hvilke af vore stykker, der ikke besøges så ofte. Det har betydet, at vi til 2026 sæsonen har valgt at sige farvel til fiskevand i Funder Å, Vorgod Å og 2 små stykker ved Omme Å. Fortvivl ikke, for vi har fortsat masser af dejligt vand i de tre åer.

Ændringerne, herunder det nye fiskevand, kommer snarest til at fremgå af vores hjemmeside.

I bestyrelsen arbejder vi fortsat på at skaffe os mere fiskevand. Vi har fokus på Skjern Å systemet, så sig gerne til, hvis du har kontakter, der kan give os nyt vand.

Husk udover at følge vores hjemmeside på www.hugget.dk, hvor du kan finde alle relevante oplysninger om foreningen, også at følge vores Facebook side (”Hugget – Ørredklubben Fremad”), hvor vi forsøger at give jer lidt aktuelle nyheder. Siden kunne have godt af, at flere af jer lagde opslag op fra jeres fisketure. Her vil I også kunne se, hvor og hvornår vi afholder åbningsfiskeri, brinkrydninger, afslutningsfiskeri og generalforsamling.

Vi vil i år prøve et nyt koncept for åbnings- og afslutningsfiskeriet, som vi vil afholde sammen med Gentlemans Fiskerne, og hvor vi får adgang til deres meget spændende fiskevand nedstrøms Møbjerg.

Husk at få betalt jeres kontingent senest 1 februar 2026.

Kontingentsatserne for 2026 er uændret:

Junior (15-17 år)

kr. 50,00

Ungdom (18-25 år)

Kr. 300,00

Senior (26-66 år)

Kr. 750,00

Folkepensionist (67+ år)

Kr. 550,00

Din alder pr. 01. februar 2026 afgør hvilken type af medlemskab, du er berettiget til.

Indbetaling af kontingentet skal ske til foreningens konto i Sparekassen Kronjylland: Reg. nr. 6114 / Konto nr. 9042 2222 32 (uden mellemrum, kun for overskueligheden).

VIGTIGT: Mærk betalingen “Kontingent 2026 / For & Efternavn“

Når det er gjort, er du klar til sæsonen. Husk at have en kopi af din indbetaling på din mobil eller en udskrift – det fungerer som dit fiskekort, og skal fremvises ved kontrol.

Fra bestyrelsen ønsker vi jer alle en glædelig jul og et godt nytår fyldt med dejlige oplevelser ved åen.

Best Fishes,
Bestyrelsen